
Nedenstående liste består af de tekster, der blev brugt af studerende, der fik
10+ i sidste semester.
Den skal selvfølgelig bruges med omtanke, og kræver at man kender teksterne i
forvejen. Der er også det ikke uvæsentlige forbehold at det var andre projekter,
de arbejdede med. Ikke desto mindre mener førende undervisere og hjælpelærere
i Interaktionsdesign på ITU, at de fleste spørgsmål er endog meget relevante for
jer.
- Löwgren/Stolterman vs. Schön: De forskellige faser i designprocessen.1
- Norman vs. Latour: Bruger-orienteret design og hvad sker der, når man "laver
noget nyt". Simpel affordance >< kompleks do.
Niveau-analyse af det simple som komplekst
- Latour: Social orden artefakt >< menneske
- Blomberg: Metoderefleksion. Manglende refleksiv fase. Dagbogen blev ikke
taget alvorligt.
- Löwgren/St. via Norman: Fra operativt billede til feedback videre til Schön
(reflection-in-action)
- Lat. vs. Norm.: Kompleksitetsreduktion giver øget handlemulighed. Hvordan
en multidims bliver til en handikappet cyborg.
- L/S vs. Schön: Når man bliver for forelsket i sin idé: Problemet med at
en skitse bliver for styrende i forhold til det operative billede. Den studerende
kom ind på at L/S måske er lidt for forelskede i Schön og citerer ham for
ukritisk.
- Blomb. & Hastrup vs. Norm.: En etnografisk tilgang til en kritik af Norman.
Norman siger at vi kender brugeren, Hastrup siger: Hvem er brugeren? Design
er et udtryk, men det har altid en fortolkning.
- L/S vs. Akrich: Divergens & konvergens / abstraktion & det konkrete. I design
arbejder man med en aktør, men brugeren er altid et individ. Man skal definere
folks (brugeres) kompetencer, men hvordan aktiverer man dem? Og hvem er egentlig
afsenderen på "noget design".2.
- L/S vs. Schön vs. Norman via Eco: Museet som tekst. Man tilskriver museet
en fortolkning. Hvad sker der når man sætter en ting foran genstanden? Man
får et nyt interface til produktet, altså en ny fortolkningsramme.3
Hvordan fortolker man sin empiri, når man ikke kan komme tættere på brugeren?
Hvordan undgår man at "go native" på den ufede måde: Jamen, jeg er jo selv sådan
en der går i supermarkedet, derfor må andres behov være de samme som mine.
Kjeld Schmidt (fra vores DUIT-afd.) kritiserer Lucy Suchman (der er en kendt kusine
indenfor feltet, psj) for at insistere på at situationen kan give en udtømmende
forklaring på folks handlinger. Artefakter og planer (forstået som del-mål, man
skal gøre for at udføre en opgave) sagtens kan være handlingsanvisende i det daglige,
også selvom de (i kraft af de jo er maskiner) ikke ved noget om den specifikke
situation - er der nedbrud andre steder i systemet, hvilken opgave bør prioriteres
højest, etc. Man skal huske at opretholde distancen mellem mikro og makro-niveauer.
Ikke mindst fordi man i organisationer jo i reglen underordner sig andre parametre
end man gør, hvis man agerer som privatperson. Det kan ses i relation til Latour
og de forskellige aktør-modeller.
I forbindelse med det kan man nævne et paradigmeskift: Ubiquitous computing og
Pervasive computing forholder sig til (den fysisk/rumlige) kontekst til forskel
fra et menneske-maskine fokus i snæver forstand. De har det tilfælles med en etnografisk
tilgang, at de begge har en antagelse om, at konteksten er vigtig faktor i tilskrivelsen
af mening til teknologiske artefakter. Paul
Dourish har nogle sunde tanker om emnet.
I samme boldgade er Löwgrens
kritik af Jenny Preeces bog "Interaction design" fra 2002.
1: Det er i sagens natur en tilsnigelse at tale om en faseopdelt projektmodel
(a la Preece), når man taler om designprocesser som Schön og Löwgren & Stolterman
gør det, al den stund de jo siger, at det er dynamiske og af hinanden afhængige
størrelser.
2: Dette viser at der måske ikke er så stor forskel på museum og supermarked -
begge steder vil I være underleverandører, men udaftil vil det være institutionen,
der står som garant for informationens værdi, psj.
3: Det vil nok være en hjælp, hvis man kender noget til Barthes og det udvidede
tekstbegreb eller Eco og det åbne værk. Det skal også tilføjes at man kan inddele
museer i tre generationer alt efter formidlingsgraden, hvilket ikke helt gælder
for supermarkeder, der til gengæld kan inddeles i (andre) segmenter. Derfor er
det et rét godt emne for jer også, psj.