Gode emner til eksamen i Interaktionsdesign
Nedenstående liste består af de tekster, der blev brugt af studerende, der fik 10+ i sidste semester.
Den skal selvfølgelig bruges med omtanke, og kræver at man kender teksterne i forvejen. Der er også det ikke uvæsentlige forbehold at det var andre projekter, de arbejdede med. Ikke desto mindre mener førende undervisere og hjælpelærere i Interaktionsdesign på ITU, at de fleste spørgsmål er endog meget relevante for jer.

• Löwgren/Stolterman vs. Schön: De forskellige faser i designprocessen.¹
• Norman vs. Latour: Bruger-orienteret design og hvad sker der, når man "laver noget nyt". Simpel affordance >< kompleks do.
  Niveau-analyse af det simple som komplekst
• Latour: Social orden artefakt >< menneske
• Blomberg: Metoderefleksion. Manglende refleksiv fase. Dagbogen blev ikke taget alvorligt.
• Löwgren/St. via Norman: Fra operativt billede til feedback videre til Schön (reflection-in-action)
• Lat. vs. Norm.: Kompleksitetsreduktion giver øget handlemulighed. Hvordan en multidims bliver til en handikappet cyborg.
• L/S vs. Schön: Når man bliver for forelsket i sin idé: Problemet med at en skitse bliver for styrende i forhold til det operative billede. Den studerende kom ind på at L/S måske er lidt for forelskede i Schön og citerer ham for ukritisk.
• Blomb. & Hastrup vs. Norm.: En etnografisk tilgang til en kritik af Norman. Norman siger at vi kender brugeren, Hastrup siger: Hvem er brugeren? Design er et udtryk, men det har altid en fortolkning.
• L/S vs. Akrich: Divergens & konvergens / abstraktion & det konkrete. I design arbejder man med en aktør, men brugeren er altid et individ. Man skal definere folks (brugeres) kompetencer, men hvordan aktiverer man dem? Og hvem er egentlig afsenderen på "noget design".².
• L/S vs. Schön vs. Norman via Eco: Museet som tekst. Man tilskriver museet en fortolkning. Hvad sker der når man sætter en ting foran genstanden? Man får et nyt interface til produktet, altså en ny fortolkningsramme.³

Bonusspørgsmål:
Hvordan fortolker man sin empiri, når man ikke kan komme tættere på brugeren?
Hvordan undgår man at "go native" på den ufede måde: Jamen, jeg er jo selv sådan en der går i supermarkedet, derfor må andres behov være de samme som mine.
Kjeld Schmidt (fra vores DUIT-afd.) kritiserer Lucy Suchman (der er en kendt kusine indenfor feltet, psj) for at insistere på at situationen kan give en udtømmende forklaring på folks handlinger. Artefakter og planer (forstået som del-mål, man skal gøre for at udføre en opgave) sagtens kan være handlingsanvisende i det daglige, også selvom de (i kraft af de jo er maskiner) ikke ved noget om den specifikke situation - er der nedbrud andre steder i systemet, hvilken opgave bør prioriteres højest, etc. Man skal huske at opretholde distancen mellem mikro og makro-niveauer. Ikke mindst fordi man i organisationer jo i reglen underordner sig andre parametre end man gør, hvis man agerer som privatperson. Det kan ses i relation til Latour og de forskellige aktør-modeller.
I forbindelse med det kan man nævne et paradigmeskift: Ubiquitous computing og Pervasive computing forholder sig til (den fysisk/rumlige) kontekst til forskel fra et menneske-maskine fokus i snæver forstand. De har det tilfælles med en etnografisk tilgang, at de begge har en antagelse om, at konteksten er vigtig faktor i tilskrivelsen af mening til teknologiske artefakter. Paul Dourish har nogle sunde tanker om emnet.
I samme boldgade er Löwgrens kritik af Jenny Preeces bog "Interaction design" fra 2002.

---

1: Det er i sagens natur en tilsnigelse at tale om en faseopdelt projektmodel (a la Preece), når man taler om designprocesser som Schön og Löwgren & Stolterman gør det, al den stund de jo siger, at det er dynamiske og af hinanden afhængige størrelser.
2: Dette viser at der måske ikke er så stor forskel på museum og supermarked - begge steder vil I være underleverandører, men udaftil vil det være institutionen, der står som garant for informationens værdi, psj.
3: Det vil nok være en hjælp, hvis man kender noget til Barthes og det udvidede tekstbegreb eller Eco og det åbne værk. Det skal også tilføjes at man kan inddele museer i tre generationer alt efter formidlingsgraden, hvilket ikke helt gælder for supermarkeder, der til gengæld kan inddeles i (andre) segmenter. Derfor er det et rét godt emne for jer også, psj.