7/11-00

Hvad man dog ikke gør for sine tre læsere

Så skal vi i gang med en ny runde. For at bilde læseren ind at der er en struktur i mine indlæg, vil jeg lægge ud med at skrive om koncerterne med Mumij Troll' der jo var det sidste jeg skrev om i sidste indlæg. Først vil jeg nu tillade mig at gøre opmærksom på hvilke ting man udsætter sig selv for, udelukkende for at glæde læserne. Da jeg skulle derhen hvor jeg er nu, skulle jeg med en såkaldt marsjrutka. Marsjrutkaer sådan nogle små busser der kører rundt i byen på bestemte ruter, men kun stopper når passagerne beder om det. Marsjrutka nr. 147 kørte således som sædvanligt fra Nevskij Prospekt til metrostationen Primorskaja (stationen længst ude til venstre på den grønne linie.), men havde i dagens anledning valgt den dårligste vej i hele Sankt Petersborg. Ikke desto mindre kørte den dog ca. 120 km i timen, op ad kantstene og fik to ældre damer til at vælte. Lidt af et held at jeg stadig lever og kan fortælle om det. En marsjrutka har pr. dekret plads til 8 passagerer, men i reglen har de altid 13 sæder, der så til gengæld er f@ndens ustabile. De er dog stadig bedre end de hendønde sporvogne og trolleybusser, der i reglen er overfyldte, langsomme og udstyret med en evne til at vælge uduelige ruter.

Er du sikker på det ikke var Bryan Adams?

Men som lovet - lidt om Mumijerne. Som jeg skrev i sidste omgang, skulle vi (dvs. sige Pernille, Anne og jeg) til koncert i Ledovoj Dvorets, der til hverdag er en stor ishockeyhal. Sidste koncert vi så var også der, men jeg skal ellers love for, at stemningen var en anden. Sidste gang var det brede flertal af publikum alt andet end appelsinfrie, denne gang var det primært små teenagere (og i ny og næ en forælder). Det gjorde til gengæld at man kunne se alt under selve koncerten og når alt kommer til alt er det jo meget rart. Selve showet kan der ikke siges meget om, udover at det var formiddabelt. Lyden var til at begynde med ret elendig, men det blev der hurtigt rettet op på. De spillede, til min store overraskelse, alle deres store hits - jeg nævner i flæng "Vladivostok 2000", "Utekaj", "Del'finy" og "Nevesta?". Det siger måske ikke den uindviede så meget, men alle deres sange kan downloades fra deres side (se længere oppe i teksten), så giv dem en ærlig chance. De spillede præcist 2 timer, med to omgange ekstranumre. I sidste omgang kom de ind i munkekutter og spillede "Karnavala.net", der, som titlen antyder, har et eller andet med et karneval at gøre… Men for rigtige fans er en koncert jo ikke nok, så vi skyndte os videre til yuppibaren Plaza, der hører til i den dyre ende af skalaen. Der så vi så Mumijerne en gang til, ikke mindst fordi rygtet ville vide, at de ville spille en del akustiske numre. Det kunne vi ikke stå for, så vi betalte indgangen med vores medbragte visa-kort(!) og fandt efter ca. 13 sekunder ud af, at det vist ikke var et sted der var beregnet for folk som os. Men hvis det var godt nok til Mumijerne var det også godt nok til os. Vi fik ret gode pladser, ca. 5 meter fra bandet, så alt var ren fryd og gammen. Det akustiske var det nu så som så med, men det tilgiver jeg dem gerne. I øvrigt vil jeg lige nævne, at de skal spille i Moskva d. 25. Den koncert bliver optaget og udkommer på video og cd, så Pernille og jeg har allerede fået billetter. Off to Moscow we go. Jeg har læst i det nyeste nummer af teenage-bladet FUZZ, at en gennemsnitlæser af FUZZ er mellem 12 og 20, hører Mumij Troll' og Zemfira, har set filmen "Brat 2" og læser Pelevin (som jeg for tiden skriver bacheloropgave om). Ud fra det må vi altså konstatere, at jeg ligner en gennemsnitsteenager. Hmmm.

Arbejdere, socialister, anarkister, kommunister, fascister, pensionister og invalide i hele Petersborg, foren eder!

Dagen i dag (d. 7. november) er noget helt specielt for Rusland - den tidligere revolutionsdag (det burde næsten være med stort R). Eftersom revolution er afblæst (host), har dagen, under stort spetakel forståes, skiftet navn til Enighedens dag. Det betyder i det ny Rusland, at størstedelen af befolkningen er enige om at forenes i en gåtur op og ned af Nevskij Prospekt for at promenere og shoppe, mens et par marginale eksistenser lufter deres gamle, røde flag. Som de fleste nok har hørt, gik "Den Store Socialistiske Revolution" ud på at storme vinterpaladset, besætte Petrograd (som det hed dengang) og for Lenins vedkommende at blive kalif i stedet for Kalif Kerenskij, der flygtede iført gammelt dametøj(!). Kerenskij, der tilsyneladende var en sympatisk mand, har lidt den skæbne at være leder mellem Nikolaj d. 2 og Lenin, hvorfor der ikke er meget plads til ham på nettet. Vær sød at besøge ham på Chronology of Russian History under afsnittet the Soviet Period. Nå, det var jo ikke ham vi skulle tale om. Men netop fordi vinterpaladset spillede en rolle under revolutionen, samles der hvert år en samling på … lad os være flinke og sige 300 mennesker, der om ikke andet forenes i deres had mod diverse andre mennesker. Deres gennemsnitsalder i år var ca. 93, men dette lave tal skyldes, at der var også en del der havde slæbt deres uvidende børnebørn med. Selve demonstrationen går ud på at samles i grupper på 10-15 mennesker og synge en enkelt schlager fra dengang der blev lavet rigtige sange. Normalt plejer man så også at stille sig op og råbe op om hvad der er galt i Rusland, eventuelt med en megafon til hjælp. Typisk kan man give jøderne, kapitalismen, den jødiske kapitalisme, FN og det jøde-styrede FN skylden. I år gik prisen til mest hadede objekt dog til NATO, der blev forbandet langt ind i næste årti. RPPR, hvem det så end er, mente at man blev nødt til at genskabe Warszawa-pagten for at lave en modpol til NATO og mente samtidig, at man skulle tage alle små republikker tilbage til Rusland. Jeg er sikker på, at Danmark også er inviteret, men jeg syntes ikke lige det var rette forum til at gøre opmarksom på, at jeg var udlænding og holdte lav profil. Anarkisterne (der i øvrigt var de mest pengegerrige og forlangte 5 rubler for deres avis, mens andre solgte deres for 2) nøjedes med at skælde ud på Putin (parolen var "Ned med røver-regimet") og gør i deres avis opmærksom på, at hvis 38 millioner stemte på Putin til valget, var der 112 der ikke gjorde (de tæller meget demokratisk børn med som vælgere). Bladet "Hammer og segl" valgte at lade deres forside pryde af et portræt af Stalin og en tale han holdt d. 2. septemper 1945, mens resten af nummeret handler om temaer som "Arbejderspørgsmålet i Ukraine" og lignende. "Arbejderdemokratiet" skriver mest om "generalstrejken i Grækenland", fascismen og temaet "Revolution og kontra-revolution i Jugoslavien". Bladet "Venstre-avantgarden" koncentrerer sig, forbløffende nok, mest om fremtiden, hvilket jo faktisk er meget rart.

Alfa og omega er i hvert fald, at det ikke er russerne selv der har skylden for Ruslands specielle historiske situation. Derfor er det nærmest nationalsport at give andre æren, typisk NATO eller jøderne. Nu sidder der måske en læser eller to og tænker - det var ligegodt mærkeligt, jeg troede da at det var tyskerne der havde et problem med jøder. Til det kan man kun sige, at et af de få steder hvor Rusland har været forud i den politiske udvikling er i forbindelse med jødehad. Selve ordet pogrome er sågar russisk, her bliver der ikke sparet på noget. Hvis jeg ikke husker helt galt, var det den visionære politiker Pobedonotsev, der først fik ideen med at give jøderne skylden. Samme venlige mand sørgede også for at lukke universiteterne og i det hele taget tog han kærligt hånd om Ruslands udvikling. Han var skam en rar mand. Den dag i dag er der en del, fx RNE, der mener at Hitlers eneste fejl bestod i, at han ikke indså, at russerne var det sande herrefolk. Disse sympatiske folks hjemmeside bør kun besøges under kyndig vejledning, under alle omstændigheder findes der ikke nogen engelsk version, så de fleste må nøjes med at tro mig, når jeg siger, at de ikke er ude på noget godt.

Bare hils fra Blinde Jens/ Så giv hende dog noget chokolade

For nu at slutte med noget i den lidt lysere ende, vil jeg lige kort vende blikket mod det kære kollegium. Der er måske nogle der husker, at jeg gerne ville have mit eget værelse. Der står vi stadig. Jeg bor stadig med DJ Mago, der i den grad er i topform. I går havde jeg således fornøjelsen af at hilse på en af Magos gamle venner - der er ikke nogen præmie til den der gætter hans navn. Han lignede i og for sig resten af Magos venner, hvis man altså ser bort fra en pigmentfejl, der gav ham et albinoøjenbryn, en stærk lugt af vodka og den stav han brugte til at orientere sig med. Den nye Magomet var nemlig blind, ikke det fedeste handicap at have her i landet. Men dette stakkels menneske havde, ved egen hjælp, fundet frem til kollegium nr. 5 og det var jo meget godt, men der var bare lige det, at Mago'en ikke var hjemme. Der sad jeg så med et styk hjemløs, tuberkuløs, blind dagestaner. Han mente i øvrigt, at når jeg nu talte russisk, måtte jeg jo også nødvendigvis tale dagestansk, men nej. Strengt taget er der ikke nogen grund til at han skal nævnes, men jeg synes det var meget sødt, at jeg bare skulle hilse Mago fra "den blinde Magomet" - jeg var nok ikke selv kommet på at kalde ham det…

Min ellers meget søde kæreste, lad os bare kalde hende Ea, mente at hvis jeg bare gav kommendanten noget chokolade, så skulle jeg nok få mit enkeltværelse. Ak ja, hvis alt bare var så let. Hvis det "menneske" skal bestikkes, så tror jeg mindst der skal hammer og mejsel til. Hvis det var den slags Lenin skulle erobre landet fra og ikke en anæmisk tsar, så Rusland nok ikke ud som det gør i dag. Det kvindemenneske er i stand til at misbruge den magt hun tror hun har på en helt urimeligt bizar måde. Det kan fx udmynte sig i, at rengøringskonen ikke må få en kost(!), eller at man ikke må have gæster, hvis der er fest, at alle gæster skal aflevere deres pas ved indgangen, etc. Parolen er den kendte: Hvis du spørger om lov, har du sikkert ikke ret til at få det, du beder om! Så længe den slags mennesker befolker samtlige kontorer i dette land, tror jeg det har lange udsigter med hensyn til egentligt demokrati.

Men mere om det en anden gang. Denne omgang blev lidt lang - jeg håber ikke jeg har kedet læserne til døde - Pelle