Why style?

– et par borgerlige ord eller to om stylesheets


Og hvorfor det nu skulle være så interessant...

Landet ligger sådan, at jeg selv nogle gange står og skal bruge nogle redskaber i min hverdag, som ikke lige er tilgængelige – med mindre man altså liiige gør og så gør og så måske hvis man nu (og så ikke alligevel). Nu ligger det som sådan nok lidt udover mine evner at redde hele verden (og erfaringen viser, at der findes dem, der slet ikke vil reddes), men derfor kan jeg jo godt lige give mit bud på hvordan og hvorledes, noget kan ordnes.

Grunden til at jeg laver denne lille side er, at det nogle gange kan være endog meget irriterende, hvis man ikke lige er en standard-bruger af computere. Hvis man tilhører flertallet (dvs. folk der bruger Microsoft), kan det meste lade sig gøre, men hvis man tilfældigvis vælger at bruge en anden type computere, ja så har man balladen.

Og nu begynder jeg at lyde som en sur gammel mand, men jeg synes egentlig at det er lidt sløvt, når webdesignere kun tjekker deres hjemmesider i Interet Explorer ved en 19"-skærm på en computer med bredbånd. Fat det en gang for alle: Jo flere besynderlige mobiltelefoner, PDA’er og tv-apparater, der får adgang til at gå på nettet, jo større problemer får jeres hjemmesider ved at blive vist, som I gerne vil have det.

Jeg har den store glæde / den ubeskriveligt store irritationskilde, at jeg på en normal hverdag sidder både ved windows, linux og mac, så jeg oplever flere gange i løbet af en dag, at ting ikke fungerer på den ene eller den anden platform. Ikke fordi det egentlig er svært for en programmør at gøre det tilgængeligt for brugere, der tillader sig at bruge andet end windows, men fordi programmører, ligesom så mange andre, er vanedyr.

Og forstå mig nu ret: Jeg vil meget gerne bruge windows-produkter, jeg synes faktisk de er lækre og virker som de skal rigtigt langt hen ad vejen. Det er ikke dér, hunden ligger begravet. Jeg mener bare ikke, at det knaldhamrende genialt at en designer – på vegne af brugeren – vælger, hvad denne bruge, hvis vedkommende drister sig ind på en eller anden service.

Og jeg er da så heller ikke den første i verdenshistorien (der i dette tilfælde begynder ca. omk. 1996) der synes af der losses for meget gejl og gøgl ind på hjemmesider via html. Mange af de lede kræmmere, der lever af at lave hjemmesider, har haft stor fornøjelse af, at gøre det flot og lækkert, men har glemt at tjekke slutresultatet på andre computere end deres egen.

Det har i ny og næ givet nogle meget flotte resultater, men guderne skal vide, at det også har givet nogle ret rærlige resultater. Og selvfølgelig er det da også lovligt at mene, at folk skal bruge den nyeste computer med det nyeste (windows-)styresystem med den nyeste (internet explorer-)browser. Man kan imidlertid også gå en anden vej: Denne ganske lille hjemmeside er fx lavet i en kombination af xhtm og css.

Og hvad betyder det så?

Det betyder at form (fx grafisk indhold) og mening er adskilt. Med andre ord er det værste, der kan ske, at brugeren ser en meget kedelig hjemmeside grafisk set. Du kan prøve at se, hvordan denne hjemmeside ser ud, hvis man fjerner al grafik, ved at klikke her (for at få den til at se ud, som den gør, første gang du er inde på siden, klik her). (Du kan ved at klikke på punkterne i højremenuen finde andre eksempler på, hvordan siden kan se ud.)

Det kan lade sig gøre, fordi koden på denne side er ganske pæn og ren. Det er selvfølgelig ikke altid muligt at lave kode helt på den måde, men ved brug af stylesheets, kan man i hvert fald sørge for, at alle brugere får muligheden for at se en hjemmeside i en eller anden form. Det er desværre langt fra tilfældet, hvis man fx sidder ved en pc med Linux, en Mac eller bare, Gud forbyde det, en gammel computer.

Et godt argument for brug af stylesheets er desuden, at man gør hjemmesider bare en lille smule mere tilgængelig for brugere, der er svagtseende, da de får muligheden for at læse en mere ren tekst, og det er vel også værd at tage med i sine overvejelser?

Fik jeg forresten nævnt, at det i reglen er hurtigere at få vist sider, der er lavet i stylesheets, end ting der blander grafik og tekst sammen?

Men det er skam ikke de eneste grunde til, at css (og xhtml) er smart. Lad os nu sige, at jeg en eller anden dag beslutter mig for at gå over til en hjemmeside, der er styret af en database. Hvis jeg havde lavet min smarte grafiske hjemmeside med tabeller, som man normalt gør, ville det tage ganske lang tid, at overføre al data, da den vil være sovset ind i besynderlig kode om tekstens farve, størrelse og placering.

Ved kun at bruge css, kan jeg tage al tekst fra denne hjemmeside og lægge det over i en database, da al information om sidens grafiske opbygninge ligger i en anden fil. Det gør det med andre ord temmeligt meget billigere at skifte platform. Alt andet lige er det normalt noget de smarte fyre i økonomiafdelingen godt kan lide.

Med venlig hilsen Don Quijote 2004